Værftet

BRUG AF VÆRFTETS BLOKSAV

Foreningen til bevarelse af Fejø Bådværft * Dybvig Havn


D. 18. september 2010 mødte i alt 60 personer op til en stiftende generalforsamling og "Foreningen til bevarelse af Fejø Bådværft" blev en realitet. Foreningen har nu haft sit virke gennem 15 år og er derigennem lykkedes med opretholde værftet som et levende værksted og med en bedding, der i stigende omfang kan optage private både til vedligeholdelse og mindre reparationer.
Derudover er vi lykkedes med at sikre værftet som et aktiv i det havnemiljø der udfolder sig omkring Dybvig Havn.
Værftet ligger tæt på jollebroen med badestigen og om sommeren, er der mange sommerhusgæster og sejlere der kigger inden for til en snak om de gamle traditioner med byggeri af træskibe.

Fejø Havnelaug - Dybvig Havn

Kontingent har alle årene udgjort 200,- kr. for enkeltmedlemmer og 300,- kr. for familier.
Indmeldelse kan ske ved indbetaling til Danske Bank, reg.nr. 1551 * kontonummer 0010762634

Skriv meget gerne din e-mail under BEMÆRKNINGER så vi fremover kan kontakte dig

Baggrund for foreningens stiftelse


Værftets sidste ejer blev Henrik Mortensen, søn af Ejnar Mortensen. Henrik måtte i 2010 opgive at drive værftet videre fordi det ikke var muligt at opnå et tilstrækkeligt økonomisk afkast. For at bevare værftet og beddingen i Dybvig Havn, overtog foreningen værftet for et symbolsk beløb. 

Som formand valgtes Niels Erik Sørensen og nu 15 år efter, er han stadig formand og kan kontaktes på tlf. 6126 7390 og e-mail: enoe@c.dk
Foreningen til bevarelse af Fejø Bådværft er (endnu) ikke en del af Fejø Havnelaug men i hverdagen arbejder de tæt sammen og flere er bestyrelsesmedlemmer i begge foreninger. 


Foreningens formål iflg. vedtægterne:

  • "Værftsforeningens formål er at arbejde for bevarelse af Fejø Bådværft således at det er et aktiv både for medlemskredsen og så værftet bevares som en del af øens historie og som en af øens turistattraktioner"
  • "At være ansvarlig for, at bådværftet i Dybvig Havn på Fejø vedligeholdes"
  • "At forestå etablering af de faciliteter i værftet, som der er interesse for hos medlemmerne og økonomisk mulighed for"


Brug af værftet faciliteter


Det er foreningens ønske, at værftet skal være et levende sted hvor interesserede kan gøre brug af værftets faciliteter. 


På Æblets Dag 11. oktober 2025 blev værftets bloksav indviet efter 6 års istandsættelse. 

Bådebygger Per Rolighed var initiativtager og han sled utrætteligt sammen med andre frivillige for at istandsættelsen skulle lykkes.

VÆRFTETS BEDDING


Benyt dig af muligheden for at få dit skib på bedding her i Dybvig Havn. Både finkølede og langkølede både kan komme på bedding – vægt max 15 tons. Vores uundværlige Preben Post styrer med sikker hånd fjernstyringen og hjælper dig sikkert op.


Pris kun i alt 1.500,- for:

  • Medlemskab af ”Foreningen til bevarelse af Fejø Bådværft”, kr. 200,-
  • Brug af bedding kr. 1.150,-
  • Brug af højtryksrenser kr. 150,-

Bådebygger
Ejnar Mortensen


Gennem hele sit arbejdsliv drev Ejnar Mortensen værftet i Dybvig Havn og afstanden mellem hjem og arbejdspladsen var få meter.


Han byggede bl.a. skibet "Fejbattingen" som formand Niels Erik Sørensen og hustru var de glade ejere af fra 1998 til 2025.  

Mindeord om Ejnar Mortensen - af Nis Olsen


Fejø-bådebygger død (2014)


Bådebygger Ejnar Mortensen, Fejø, er død, 83 år.

Han var ud af den ene af øens to berømte bådebyggerslægter, Mortensen og Nielsen.

Hans farfar, Kristian Mortensen, startede værft i 1889 i et husmandssted på Dybvigvej, hvorfra bådene blev rullet den halve kilometer ned ad vejen til havnen, når de skulle søsættes.

Kristian Mortensen var en af de første, måske den allerførste, der byggede den danske version af de velsejlende åledrivkvaser, som gjorde Fejø kendt blandt fiskere i hele landet. Den første blev bygget i 1892, den sidste i 1929.

Kristian Mortensens søn, Emanuel, overtog værftet og flyttede det i 1930 ned til den nuværende bygning ved Dybvig Havn, hvor der også blev plads til en bedding.

Emanuel var Ejnars far, og i 1946 tog han sin søn i bådebyggerlære. En god snes år senere, i 1968, overtog Ejnar og hans bror Edvin værftet, og de kørte parløb i 11 år, indtil 1977, hvor Edvin rejste til Gilleleje og åbnede værft.

Derefter kørte Ejnar selv værftet i Dybvig videre indtil 1999, hvor han overdrog det til sin søn, Henrik, som var nødt til at lukke det i 2010.

Værftets historie siger noget om udviklingen i den danske træskibsflåde. Historien har Ejnar Mortensen beskrevet i en artikel i Handels og Søfartsmuseets årbog i 1994.

Her nævner han, at hans farfar byggede 95 både, lige fra joller over åledrivkvaser og andre fiskerbåde til mindre fragtskibe. Anden generation, Ejnars far Emanuel, var mester for 94 nybygninger. Tredje generation, Ejnar og hans bror Edvin, byggede 11 både.

’I 1977 overtog jeg værftet, men siden er det ikke gået så stærkt. Jeg har kun bygget 1 nybygning. Det var en bundgarnsjolle på 31 fod til Hesnæs. Ellers har det kun været reparationer’, skrev Ejnar Mortensen.

I de senere år tilføjede han dog en nybygning mere, en ualmindelig smuk sejljolle med ringdæk, som han byggede til sig selv i det gamle pakhus på Dybvig Havn. Selv om jollen ikke er blevet færdig, åbnede han gerne værkstedet og viste den frem for interesserede sejlere, især når TS holdt skibsdage på Fejø, senest i juli i år.